PPP Journal · Redaktionen

Hvad et portræt ser, som en titel overser

Et menneske er mere end den rolle, vi først får øje på.

En titel er praktisk. Den fortæller os, hvem der står på scenen, hvem der leder mødet, og hvem vi kan stille et bestemt spørgsmål. Men den fortæller sjældent, hvad der har kostet mod. Hvad der er blevet opgivet. Hvem der gjorde en forskel, da det var svært at fortsætte.

Et portræt kan give os tid til at se igen. Ikke fordi et fotografi afslører hele sandheden om et menneske, men fordi det kan afbryde den hurtige kategorisering. Når en personlig fortælling står ved siden af billedet, får den portrætterede mulighed for selv at føre ordet.

Det er et af udgangspunkterne for PPP. Fotografi og fortælling mødes, så ansigtet ikke blot bliver illustration til en position. Det bliver en invitation til at lytte. Den samme person kan være beslutsom og i tvivl, privilegeret og sårbar, synlig i én sammenhæng og overset i en anden.

Vi behøver ikke være enige for at se hinanden tydeligere. Måske begynder et mere åbent fællesskab med netop den forskel: at vi bliver lidt længere ved et menneske, end vores første indtryk kræver.